Jeg eksisterer, sagde den kurdiske drage

0
152

I Syrien lå en død by; på dens gravsten stod ”Qamişlo”, og på selve graven lå røde, gule og grønne plastikroser. Mine knæ er endnu ømme, så ofte knælede jeg ved den og bønfaldt byen om at komme tilbage til livet. Nogle gange lagde jeg mig på graven for at forhindre mine syge jævnaldrende i at lægge sig i jorden hos deres forældre, men de kiggede medlidende på mig og skubbede mig væk. De gjorde det med god grund, for hvilket menneske kan leve, hvis det ikke eksisterer?

En fatal folketælling
Kîme ez? spurgte Cegerxwîn (1903 – 1984), en hyldet kurdisk digter. Hvem er jeg? Ingen, svarede den syriske regering, du eksisterer ikke.

I august 1962 beordrede den syriske regering en folketælling i al-Hasakah-provinsen, som blev udført i oktober 1962. Provinsen er beliggende i det nordlige Syrien og er derfor hovedsageligt beboet af kurdere, idet området er den vestlige del af Kurdistan, der blev delt mellem Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien som følge af Lausanne-traktaten i 1923.

Folketællingen blev fatal for kurderne, idet den medførte, at cirka 120.000 kurdere mistede deres syriske statsborgerskab og med dét deres rettigheder. Antallet af statsløse kurdere er ifølge Human Rights Watch i dag vokset til 300.000, da efterkommerne ikke er blevet tildelt statsborgerskab trods den kendsgerning, at de er født og opvokset i Syrien.

I april 2011 medddelte Syriens diktator, Bashar al-Assad, at han ville give kurderne deres statsborgerskab tilbage. Dette vakte ingen større begejstring, dels fordi kun registrerede kurdere blev tildelt statsborgerskab, mens ikke-registrerede kurdere forblev statsløse, dels fordi det var et ynkeligt forsøg på at forhindre det kurdiske folk, som udgør 10 % af befolkningen, i at tilslutte sig protesterne imod det syriske regime, som var startet et par uger forinden.

I fortjente at blive gasset ihjel!
Man siger, at oprøret startede i Damaskus i marts 2011; i virkeligheden begyndte det i Qamişlo i marts 2004.
En rapport fra KurdWatch, som samler informationer om krænkelser af menneskerettigheder begået imod kurderne i Syrien, har nøje beskrevet, hvad der skete den 12. marts 2004.

To fodboldhold skulle spille kamp på stadion. Det ene hold, al-Futuwah, var et arabisk hold fra Deir ez Zor, mens det andet hold, al-Jihad, var fra Qamişlo. Ifølge rapporten er et øjenvidne blevet citeret af Dansk Flygtningeråd for at have sagt, at tilhængerne af al-Futuwah ikke blev sikkerhedstjekket, før de kom ind på stadion, og at de derfor kunne bringe våben med ind i form af knive, kæppe og sten.

En journalist, som sad i presse-logen, fortalte, at al-Futuwahs tilhængere før kampen blev ved at råbe: ”Fallujah, Fallujah!” hvorefter de gik til angreb på det andet holds tilhængere med kæppe og sten. Ifølge rapporten var ”Fallujah” et udtryk for al-Futuwahs støtte til Saddam Hussein, én af de værste undertrykkere af det kurdiske folk, som i 1988 gassede den kurdiske by Halabja og slog mere end 5.000 mennesker ihjel og sårede 10.000.

Mens overfaldet fandt sted, kom tre unge mænd ind i presse-logen og bad en anden journalist, der skulle kommentere kampen over radioen, at annoncere, at tre børn var blevet dræbt under tumulten. Nyheden spredte sig, og folk fra de omkringliggende byer kom ind til stadion i så stort et antal, at journalisten beskrev stadion som værende belejret. Nyheden om de tre børns død blev hurtigt afkræftet, og der kom ro over folk på og uden for stadion.

Freden varede ikke længe, idet der snart igen blev kastet med sten, og politiet, militæret og efterretningstjenesten ankom til stadion. I rapporten bemærkes det, at sikkerhedstjenesten begik en fejl ved at skyde i luften og dermed skræmme folk i stedet for at opløse den voksende menneskemængde med vandkanoner. Den første journalist sagde ifølge rapporten, at tilhængerne af al-Futuwah råbte til kurderne: ”Saddam Hussein behandlede jer som fortjent” med henvisning til massakren i 1988. På dette tidspunkt trådte sikkerhedstjenesten til og adskilte de to grupper ved at vise kurderne ud af stadion, mens al-Futuwahs tilhængere forblev på stadion.

Ifølge øjenvidner skød og dræbte sikkerhedstjenesten kurdere, der protesterede al-Futuwahs krænkende tilråb ved at råbe ”Længe leve Kurdistan.” Et vidne sagde, at sikkerhedstjenesten løj, da den påstod, at kurderne skød tilbage: ”Selv ikke regeringen har hævdet dette.”

9 mennesker døde den 12. marts 2004. De kurdiske partier aftalte med regeringen, at hvis de fik lov at begrave de døde dagen efter uden politiets indblanding, ville de holde optoget under kontrol. En journalist beskrev begravelsoptoget, som startede ved en moske i centrum, som værende rolig. Det kurdiske flag blev vajet, enkelte råbte fornærmelser mod Bashar Al-Assad, og andre kastede sten på en statue af Assads far, Hafez, en mand så berygtet og frygtet, at man før dette ikke engang vovede at pege på billeder af ham.

På dette tidspunkt kunne man høre skud fra et militærområde nær ved. Intet skete, og optoget fortsatte. Journalisten forlod begravelsesmarchen for at besøge en advokat, hvis kontor vendte mod den plads, som optoget havde passeret. Her stod journalisten, da en bil med 8-9 personer kørte forbi. Bilen var åben bagi, og mænd med maskingevær sad med front mod pladsen. De kørte forbi de få personer bagerst i begravelsesoptoget og skød dem. Den dag døde 23 mennesker.

Ordet om drabene spredte sig, og helvede brød løs. Folk i de kurdiske byer satte ild til offentlige bygninger, mens store demonstrationer i udlandet blev holdt i solidaritet med kurderne og til støtte for det længe ventede oprør mod diktatoren Bashar Al-Assad. Kilder siger ifølge rapporten, at den kurdiske tv-kanal Roj TV, som sender fra Danmark, var årsagen til, at kurderne kunne mobiliseres og samles til demonstrationer af en størrelse, som ikke før var set i den kurdiske region i Syrien. Regeringens nedkæmpning af oprøret var brutal, og de kurdiske stemmer blev endnu en gang kvælt.

En kurdisk drage
Ketin xewê, ketin xewê, ketin xewa zilm û zorê, ketin xewa bindestiyê. De er blevet lullet i en tvungen søvn af undertrykkeren, skriver Cegerxwîn om kurderne. I tiden efter oprøret vovede ingen at sige et ord om Assad. Alle familier havde enten mistet en søn til døden eller til sikkerhedstjenesten, som kom i de tidlige morgentimer og førte dem væk. Min ven, som blot havde været ude for at købe brød den 12. marts, blev bragt hjem til sin mor i live efter en måned i fængsel, tortureret og med sine tænder slået ud.

Man var i en sorg dybere end brøndene på familiegårdene over de myrdede og fængslede unge mænd, en sorg, som lammede byen. Qamişlo var død, fordi dens sønner var døde. De kurdiske mødre rev deres hår og kjoler af, de kurdiske fædre vuggede frem og tilbage med tårerne dryppende ned på deres himmelvendte håndflader, og de kurdiske søskende sad side om side med omtågede hoveder, der faldt først mod brystet, så væggen.

Der er tremmer for vinduerne i Qamişlo. De er formet som blomster, springvand og solopgange. Det ændrer ikke ved den kendsgerning, at byen er et fængsel. Spørgsmålet er blot, hvordan kan døde mennesker rive tremmerne af vinduerne og kræve deres frihed? Jeg sad i Qamişlo i januar 2011 kun uger, før oprøret i Syrien startede og så i fjernsynet Ben Ali blive væltet af folket i Tunesien. Jeg spurgte for tusinde gang de ældre kurdere, hvad de ville gøre. Intet, svarede de. Jeg spurgte de unge kurdere, hvad de ville gøre. De svarede ikke, men jeg kunne se, at der var ild i dem.  

Belê em in ejdehahê, ji xewa dili, siyar bûn niha, skriver Cegerxwin til sidst. Kurdernes søvn er ikke evig; det kurdiske folk er en drage, der vågner op, klar til at bekæmpe al uret begået imod sig.
Dragen er min generation, dragen er de unge mænd og kvinder. Deres søvn er ikke dyb som deres forældres søvn.

Naila Bozo
foto: Naila Bozo, the stadium in Qamişlo where the uprising started.